(Last Updated On: 10. juni 2021)

Flugtbilist beskadigede togbomme og kørte i den modsatte side af vejen. Politiet vil gerne i kontakt med den bilist, der for at undgå sammenstød måtte køre ud i græsrabbaten på Bjælkerupvej.

Rødvig: En patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi blev onsdag aften den 9. juni kl. 22.05 sendt til Rødvig Hovedgade, hvor en borger anmeldte, at en påvirket ung mand havde optrådt ubehageligt overfor forbipasserende. Manden havde desuden gået og taget i døren på flere parkerede biler.

Da patruljen kom frem, var den unge mand gået fra stedet.

Kort efter kom der en anmeldelse om, at den unge mand nu var set ved Rødvig Station.

Patruljen var ved stationen, da de pludselig hørte en bil accelerere kraftigt. En bilejer fra Rødvig Hovedgade henvendte sig til patruljen, da hans bil netop var blevet stjålet fra carporten, hvor den havde holdt med nøglerne i. Politiet koblede de to sager sammen, da den unge mand fra tidligere kunne mistænkes for at stå bag biltyveriet.

Patruljen så i det samme den stjålne bil køre ad Rødvigvej ud for Rødvig Kro i nordlig retning. De satte efter den stjålne bil, som kørte i høj fart ad Rødvigvej mod Lille Heddinge og ikke stoppede, selvom patruljebilen var i hælene på den.

Ved jernbaneoverskæringen på Rødvigvej var bommene nede og signalet blinkede, da toget var på vej. Biltyven standsede ikke op, men kørte venstre om helleanlægget igennem bommene, så de blev beskadiget.

Patruljen holdt tilbage for toget, som var på vej hen mod overskæringen.

Flugtbilisten fortsatte videre i høj fart ad Rødvigvej som senere blev til Bjælkerupvej. I T-krydset ved Lykkebrovej kørte bilisten hen over en spærreflade og kørte videre i modsatte side af vejen.

En personbil, som kom imod flugtbilisten, bremsede kraftigt op og måtte styre til højre mod græsrabatten for at undgå sammenstød. Biltyven fortsatte videre frem og styrede herefter tilbage i egen vognbane.

Vejen blev senere til Klippingevej, hvor flugtbilisten kom i slinger ud for nummer 16 og mistede herredømmet over bilen, som kurrede ned i græsrabatten ved T-krydset ved Damgårdsvej.

Patruljen kom hurtigt frem til flugtbilisten, som viste sig at være en 19-årig mand fra Holte, der ikke var kommet noget alvorligt til ved uheldet.

Han blev anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen, for kørsel i påvirket tilstand og for den hasarderede kørsel mod jernbanebommen og en modkørende, og undervejs med hastighedsoverskridelser på mere end 100 procent.

En ambulance var blevet tilkaldt til stedet, og den anholdte blev tilset, men havde ingen behandlingskrævende skader.

Den 19-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling.

Torsdag kl. 11.30 bliver den 19-årige fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling, som sigtet for vanvidskørsel og fareforvoldelse efter straffelovens § 252.

Politiet vil meget gerne i kontakt med den bilist, som måtte undvige biltyven på Bjælkerupvej sent onsdag aften. Bilistens forklaring har stor betydning for at kunne belyse sagen. Ring til politiet på tlf. 114.

Skriv en kommentar