(Last Updated On: 9. marts 2021)

Børnene skal tilbage i skole også i Stevns Kommune. Børnene har brug for at komme tilbage til skolen, deres kammerater og lærere. Vi får meldinger om, at flere og flere børn mistrives som følge af isolationen – for ikke at tale om det faglige efterslæb.

Tilsvarende kunne man godt – hvis man ville – genåbne for alle de små og mellemstore butikker også i butikscentrene. For hvorfor er det mindre smitsomt at gå hen i de store supermarkeder og købe sko, tøj, cykler, m.v., mens det åbenbart smitter at købe de samme varer i de mindre specialbutikker i selvsamme center, selvom disse butikker også overholder afstandskrav, krav om mundbind, sprit m.v.?

Jeg er helt med på, at vi skal tage truslen fra de forskellige corona-mutationer alvorligt. Og hvis man åbner mere, skal man også være parat til hurtigt at må lukke ned igen, hvis smitten blusser op. Men det virker som om, at regeringen kun ser begrænsninger fremfor muligheder. For nyligt blev en samlet blå opposition smidt ud af forhandlingerne om genåbning, fordi vi ville åbne mere op og dermed ikke mener præcis det samme som S-regeringen. Det synes jeg er et bekymrende udgangspunkt for en demokratisk forhandling.

I Venstre mener vi fortsat, at de ældste elever i hele Danmark skal tilbage i skole. Hvis man vil, bør man kunne skabe nogle sundhedsmæssigt forsvarlige rammer, så også de ældste elever kan komme tilbage i skole. Det kan være ved øget testet eller inddeling af eleverne i hold.

Venstre vil også åbne alle efterskoler og højskoler, som kan omdannes til større sociale bobler, hvor eleverne testes, inden de kommer ind på skolen. Vi må ikke svigte vores unge, som lider et kæmpe afsavn og går glip af nogle af livets vigtigste øjeblikke.

Sidst, men ikke mindst skal de alle de små erhvervsdrivende og liberale erhverv have bedre mulighed for at åbne op igen. Ellers er vi simpelthen bekymrede for, hvor meget erhverv vi overhovedet vil have tilbage på den anden side af krisen.

Jeg håber virkelig, at regeringen vil lytte til oppositionens argumenter, inden vi fuldstændigt mister danskernes tillid og tålmodighed. Kuren må ikke blive værre end sygdommen.

Jacob Jensen (V)
MF og næstformand i Region Sjælland

Skriv en kommentar