(Last Updated On: 28. februar 2022)

– En borgmesterpost er kun til låns, og derfor må man gerne ærgre sig, når man mister den, sagde Anette Mortensen i sin tale til Venstres generalforsamling. (Foto: Henrik Fisker)

Af Henrik Fisker

Hvordan går det til, at Venstre kan gå mere end 500 stemmer frem og score et ekstra mandat og være tæt på endnu ét, at den samlede blå blok med seks partier vinder et mandat og får 11 ud af 19 – og at Venstre alligevel taber borgmesterposten til Socialdemokratiet, som gik et mandat tilbage?

Det var omdrejningspunktet i den lokalpolitiske del af Karsten Skovs sidste formandsberetning på vælgerforeningens generalforsamling, som samlede 30 deltagere i Strøby Idrætscenters mødelokale onsdag aften.

Forklaringen på, at Venstre mistede borgmesterposten på valgnatten, er – beskrev formanden – at flere partier i den blå blok ikke ville støtte Anette Mortensens genvalg som borgmester. Men han adresserede i sin beretning alene kritikken mod et enkelt parti:

– De Konservative havde haft et godt valg, og fra landsorganisationen vidste vi, at de havde fået strenge ordrer fra Borgen på at gå efter borgmesterposter – koste, hvad det ville. Så vi oplevede for første gang, så længe jeg kan huske tilbage, at Konservative ikke ville støtte en Venstre-borgmester i Stevns Kommune, men ønskede posten selv. Lidt ironisk på Stevns, hvor Anette er populær og alene fik flere personlige stemmer end samtlige konservative stemmer tilsammen, sagde Karsten Skov.

Og så konkluderede han:

– I bakspejlet havde vi nok en for stor tro på tillid til hinanden. Ikke mindst i lyset af de gode samtaler, som Venstre fik sat i gang i starten af året, og som ledte til det brede valgforbund.

En snak med Konservative

Derfor kommer der nu et efterspil fra Venstre oven på den tabte borgmesterpost, lod den afgående formand forstå:

– Vi skal have en snak med Konservative om, hvorvidt vi som noget nyt skal bekæmpe hinanden eller samarbejde igen. Jeg vil meget gerne have, at Venstre og Konservative igen kan stå sammen, men Venstre er fortsat klart det største borgerlige parti og har en populær borgmesterkandidat, sagde Karsten Skov.

Han tilføjede, at Venstre er til at stole på. Derfor kom det ikke på tale at springe fra aftalen med Socialdemokratiet og Radikale, da de øvrige blå partier dagen efter valget tilbød Anette Mortensen borgmesterposten.

– Venstre stod ved sit ord, for vi er glade for samarbejdet med Socialdemokratiet. Havde vi taget imod tilbuddet fra Konservative, DF og Nyt Stevns efter, at Konservative havde tabt deres planer på gulvet, ville det have ødelagt tilliden til, at Venstre holder sine aftaler. Det ville have ødelagt det, som vi har brugt fire år på at bygge op oven på ruinerne ved KV17. Tillid tager år at bygge op, men et splitsekund at rive ned, sagde han.

Borgmesterpost til låns

Også den nuværende gruppeformand og viceborgmester Anette Mortensen dvælede ved valgnattens begivenheder:

– En borgmesterpost er til låns i fire år – det er en præmis. Derfor må man gerne ærgre sig, når man mister den. Hver syvende borger i Stevns Kommune stemte på mig, og næsten 25 procent stemte på Venstre. Men der var ikke konsensus i blå blok på valgnatten på trods af et stort forarbejde i partiforeningerne.

– En sagde: Jeg kommer aldrig til at pege på dig, Anette! Gammel nag forgår ikke så let. Og så var der nogle, som spillede højt spil og tabte, sagde Anette Mortensen uden at nævne henholdsvis Nyt Stevns og Konservative ved navn.

Venstres indflydelse

Det var med det forløb i bagagen, at Venstre valgte at sende en sms til Socialdemokratiet og tilbyde borgmesterposten til Henning Urban Dam.

– Valgte vi så den rigtige løsning? Det har jeg tænkt over mange gange og komme med gode ideer til, hvad vi skulle have gjort i stedet. Det kan vi bare ikke bruge til så meget.

– Men Venstre er et parti, der søger indflydelse, og det har vi fået. Vi har næsten mere indflydelse nu end før valget. I sidste periode var vi afhængige af Socialdemokratiet, Konservative og Radikale, og vi kunne ikke få noget igennem uden at være enige med de andre. Det koster nogle gange på mærkesagerne. Men det samme er gældende nu – bare med omvendt fortegn.

Socialdemokratiet kan ikke få noget igennem uden at være enige med Venstre og Radikale – og faktisk har vi en mere ligelig magtfordeling mellem S og V denne gang, hvor vi har lige mange mandater, sagde hun.

Opbakning fra salen

Mens der slet ingen kommentarer var til formandens beretning, var der lidt debat om Anette Mortensens tale. Det gik dog mest på andre emner end konstitueringen.

To personer kommenterede dog forløbet på valgnatten. Den ene var Poul Erik Salebjerg:

– Tre udvalgsformandsposter er ikke uden betydning. De kan sagtens bruges til at sætte en dagsorden, når pressen ringer til formanden for at få en kommentar. Giv den bare en skalle og få ham borgmesteren til at sprælle lidt, opfordrede han.

Den anden kommentar kom fra Køges viceborgmester Ken Kristensen, der stiler efter at blive folketingskandidat for Venstre i Faxe-kredsen.

– Stor ros til dig, Anette, for at stå fast på aftalen på valgnatten, selv om du blev lokket til at bryde den dagen efter. Det viser noget om din troværdighed, at du ikke faldt for det, sagde han.

Skriv en kommentar