Her fra arbejdet ved Hybenrosevej. Jorden er hård, tør og ligesom mel, så det støver en del, når den store gravemaskine kører. (Fotos: Rikke Michael Hansen)
Strøby Egede: Stevns Kommune har nu igangsat arbejdet med etableringen af venstresvingbaner ved Hybenrosevej og ved Valnøddevej. Stevnsvejen udvides med svingbaner i de to kryds, for at få trafikken til at flyde bedre og mere sikkert.
Det er entreprenør Jan Nielsen A/S fra Varpelev, som udfører grave- og anlægsarbejdet.
– Hvis tidsplanen holder, forventer vi at afslutte arbejdet sidst i oktober, oplyser leder af Vej og Materielgården, Jacob Asbjørn Jacobsen.
Han opfordrer til, at bilisterne overholder hastigheden og passer på de arbejdende folk.
Der vil være kørespor i begge retninger, mens arbejdet pågår, men der kan i perioder forekomme kødannelse.
rmh