(Last Updated On: 30. september 2016)

Onsdagens Verdensarvsdag bød på nyt om de ideer, der er for et besøgscenter i Boesdal Kalkbrud

Af Signe Ravn

verdensarv-gaatur1

Under gåturen på trampestien til Verdensarvsdagen var der mulighed for at tale med seks ansatte, der arbejder med Verdensarven.

Boesdal: To gange om året holdes der Verdensarvsdag på Stevns, hvor de ansatte, der til daglig arbejder med verdensarven fortæller seneste nyt. Onsdag aftens program fokuserede på Besøgscenter Boesdal.

Uformelle samtaler på gåtur
Godt 80 mennesker havde meldt sig til arrangementet, der begyndte med en introduktion på Stevns Friskole i Rødvig, før deltagerne i samlet flok gik langs klinten ud til Boesdal Kalkbrud. Under gåturen var der mulighed for at høre nærmere om planerne for verdensarvsarbejdet under mere uformelle former.

– Vi formidler seneste nyt om verdensarven og får input retur, og det er en god måde at rydde misforståelser af vejen, fortæller site manager Naja Habermann, der er ansat i Verdensarv Stevns, til Stevnsbladet: – Det er ikke et traditionelt borgermøde, hvor man skal rejse sig op og sige noget. Vi havde seks verdensarvsansatte med, som man kunne tale med undervejs, og det fungerede rigtig godt.
Jacob Salvig fra Østsjællands Museum fortalte om en turismestrategi for området, som er baseret på input fra både borgere og erhvervsliv.
– Det er vigtigt at understrege, at alt hvad der blev præsenteret, er tanker og ideer. Der er intet, der er besluttet endnu. Det er op til kommunen, der er bygherre, at tage en endelig beslutning, forklarer Naja Habermann.
Det eneste, der ligger fast omkring besøgcentret, er, at det skal være en bygning på 2.000 kvm.
Et foreløbigt bud på en placering af besøgscentret er mellem pyramiden og amfiteatret, så bygningen ikke skygger for udsigten og adgangen til havet. Desuden blev der talt om muligheden for at grave ned til fiskeleret under jorden i forbindelse med en underjordisk gang fra besøgscentret hen i pyramiden, som også ville have et plan under jorden.

Arkitektkonkurrence i 2018
Det forventes, at der skal udarbejdes et såkaldt program for arkitektkonkurrencen på et besøgscenter i første halvdel af 2017, så en artikektkonkurrence kan udskrives i 2018. 2018-19 vil også være der, at der skal udformes lokalplaner og laves lokalplanstillæg, som vil blive sendt i høring. Et besøgscenter ville efter planen kunne stå færdigt i 2020.
Både foreninger og borgere udtrykte ønske om at deltage aktivt i processen, og generelt var der stor interesse for projektet.

Borgeren er med på 1. række
– Jeg hørte mange, der sagde: Det lyder spændende, bare gå videre med det. Og så var der nogle, der var lidt nervøse for støjen ved byggeri, og for om området vil blive overrendt af mennesker. Men generelt var der nysgerrighed, og borgeren er med på første række, så det er positivt, slutter Naja Habermann.
Næste Verdensarvsdag bliver i marts 2017.
Ønsker man at komme med konkrete input eller høre mere, er man velkommen til at kontakte site manager Naja Haberman på info@stevnsklint.org eller kommuneplanlægger Lilian Schmidt fra Stevns Kommune på lilianth@stevns.dk.verdensarv-forsamlingnyny
verdensarv-steenaverdensarv-gaatur-2

 

 

Skriv en kommentar