(Last Updated On: 10. maj 2022)

I sidste uge passerede VM- og EM-vinder i Stand Up Paddling, Casper Steinfath, Stevns Klint, hvor han blev taget vel imod af LimeLight Board Sport Club

Rødvig: Det var dag 31 på SUP-boardet, da verdensmester og eventyrer, Casper Steinfath mandag sen eftermiddag i sidste uge padlede i land ved Veststranden i Rødvig.

28-årige Casper Steinfath har flere gange vundet både Verdensmesterskabet og Europamesterskabet i Stand Up Paddling. (Foto: Rikke Michael Hansen)

– Og nu er jeg over halvvejs på turen, var den første kommentar fra 28-årige Casper, da han satte fødderne i sandet v. en 17-tiden og hev sit bræt, sin dannebrog-bemalede padle og campingudstyret i land.

Casper, der er 6 gange Verdensmester og 4 gange Europamester i Stand Up Paddling (SUP), begyndte på sin tur rundt om Danmark langs kysten fra hjembyen, Klitmøller – ’Cold Hawai’, hvorfra han padlede ud den 2. april med kurs mod Skagen.

Siden har han dagligt tilbagelagt omkring 30-40 kilometer på sit bræt, og ved ankomsten til Rødvig var mere end halvdelen af den i alt 1.400 kilometer lange tur tilbagelagt.

Nord – øst – syd – vest – nord

I overordnede linjer går turen fra: Klitmøller op til Skagen videre ned mod Århus og derfra med retning mod Sjællands Odde. København og Køge er blevet passeret, og efter Rødvig blev kursen sat mod Møn. Herefter skal Casper videre over Storstrøm via det Sydfynske Øhav til Flensborg.

SUP’ere fra LimeLight Board Sport Club og en enkelt kajakroer var sejlet ud for at følges med Casper Steinfath de sidste 5 kilometer af dagens etape. (Foto: Rikke Michael Hansen)

– Når jeg kommer til Flensborg Fjord, bliver der et stræk på omkring 20-30 kilometer, hvor jeg må trække mit board afsted over landjorden ind til et åløb, som fortsætter ud mod Vadehavet. Herfra går det hjemad mod Klitmøller, fortæller Casper, som fra Rødvig regner med cirka en måned mere til at fuldende sit eventyr.

Og hvorfor begiver man sig så ud på sådan et eventyr, kunne man spørge?

– Hvorfor ikke?, lyder svaret fra Casper, der er professionel paddlesurfer og foredragsholder.

– Danmark har flere 100 kilometer kystlinje. Jeg har brugt hele mit liv i vandet, men jeg har aldrig set de danske kyster. Det får jeg muligheden for på denne tur, fortsætter Casper, som tidligere har padlet over Skagerak til både Norge og Sverige.

Udover den både fysiske og mentale udfordring, det er i at gennemføre en to måneder lang tur alene på et SUP-bræt i 6-8 timer om dagen, så giver det også Casper en ’god undskyldning for et godt eventyr’, som han kalder det, med mange nye oplevelser, nye fællesskaber og ikke mindst ny viden undervejs.

Vejrmæssigt har turen indtil videre budt på en god blanding af regn – og endda snestorm og kuling i Hirtshals – til solrige og vindstille dage.

Med sig på sit bræt har Casper både skiftetøj, sovepose, liggeunderlag, telt og et Trangia grydesæt til at lave sin egen mad.

– Men det er ikke hver dag, jeg har haft brug for det, for jeg har mødt en masse søde mennesker undervejs, som har tilbudt både mad og overnatning, fortæller Casper.

Det gælder også på Stevns, hvor han tilbragte natten til mandag i sit telt i Holtug Bøgeskov.

– I morges kom traktøren ud og sagde godmorgen, og han havde kaffe og rundstykker med. Det var så hyggeligt, smiler Casper.

Fik selskab på sidste del af etapen

Også i Rødvig er Casper blevet godt modtaget: 10 Stand Up Paddlere fra LimeLight Board Sport Club var padlet ud fra deres klubhus i Rødvig Havn til Boesdal Kalkbrud for at byde Casper velkommen til Stevns Klint. Herfra fulgtes de med ham de sidste 5 kilometer af dagens tur med stop for natten ved Veststranden i Rødvig.

På Fiskerihavnen stod Mad & Ro klar med forfriskninger fra deres foodtruck. Senere på aftenen var der inviteret til arrangement for klubbens medlemmer, hvor Casper fortalte om sit liv og om turen rundt langs de danske kyster, hvorefter Casper kunne se frem til en nat i tørvejr med seng og madras i et værelse på Konference og Hotel Klinten.

Herfra ønskes en fortsat god tur til Casper, som næste formiddag padlede afsted mod Møns Klint.

Skriv en kommentar