(Last Updated On: 29. oktober 2015)

Læserbreve-735x415Af:
Karsten Visby
Gevnø Gade 19
Gevnø

Venstre mener ikke, der skal være en hel hal i Rødvig. Kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Anette Mortensen, udtaler, at der ikke er behov for en hel hal i Rødvig, men at der skal bygges nye haller i Store Heddinge, som sammen med Strøby og Hårlev skal være kraftcentre for holdsport.

FISK har med forståelse i kommunen arbejdet for etablering af den ønskede hal i Rødvig. Igennem en lang årrække har jeg haft fornøjelsen af at varetage en del af ansvaret for hallen i Boestofte, som nu er solgt til anden side.

Boestoftehallen har i de år været fuldt optaget af foreningsbrugere af alle slags fra kl. 15 til 22 alle dage – og mange weekends. Disse brugere kom fortrinsvist fra den sydlige del af kommunen, altså i overvejende grad fra Rødvig.

På den baggrund forstår jeg ikke den markante udmelding om det manglende behov for en hal til holdsport på Sydstevns.

Anette Mortensens udmelding tyder på ukendskab til de lokale forhold, hvilket nok skyldes, at hun er bosiddende i Valløby med kort vej til både Hårlev og Strøby.

Hvis man mener noget med Rødvig som kraftcenter i forbindelse med for eksempel bosætningspolitik, så bør man jo nok tænke om igen.

Pengene skal blive i Rødvig og bruges til andre kulturelle formål, siger borgmesteren.

Hvad er der i vejen med det kulturliv, der leves i sportsverdenen i det nære lokale miljø.

 

Skriv en kommentar