(Last Updated On: 26. marts 2021)

Jubilæumsfesten er udskudt

Her overrækker Nicolai Porslund et gratulations-kort med 2.600 indsamlede kroner til 100 års-jubilaren, Store Heddinge Boldklub, og formand Mikkel Hoffmann-Rasmussen tager glad imod og takker klubbens veteraner for den flotte gave. (Foto: Erik Nielsen)

Store Heddinge: Mandag 22. marts fyldte Store Heddinge Boldklub 100 år.

– Det ønsker vi selvfølgelig at fejre. Men af indlysende grunde kan vi desværre ikke fejre det på den måde, vi have forstillet os, da vi begyndte af planlægge jubilæet, siger Mikkel Hoffmann-Rasmussen, der er formand for den jubilerende boldklub.

Selvom der ikke kan arrangeres noget på dagen, så dukkede et medlem fra veteran-rækkerne alligevel op på formandens arbejdsplads for at overrække et kort med gratulationer fra klubbens veteranhold.

De har samlet ind og kunne dermed give et gavekort på 2.600 kroner til klubben, som de gamle drenge har tabt deres hjerte til for mange år siden.

– Tillykke med dagen. Vi ser frem til, når det hele åbner igen og vi kan fejre de 100 år på en lidt mere festlig facon, lød det fra Nicolai Porslund, der overrakte det fine kort med de rare kontanter til klubben.

Formanden takkede mange gange.

– Vi kan desværre ikke sætte dato på alle arrangementer endnu, men vi har en masse fede events i støbeskeen, lyder det fra Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

Således kan man forvente et Åbent hus-arrangement for alle interesserede. Desuden vil året byde på et foredrag med klubkoryfæen Jan B. Poulsen.

Pigeraketten håber man på at kunne gennemføre 28. maj. Og 14 dage senere er der efter planen store Kampdag med EM-fest.

– Det er dog ikke til at vide under, hvilke former vi kan afvikle det, siger formanden, der også har årgangsfodbold med fest i støbeskeen til afvikling 19. juni og fodboldskole i uge 31.

Landshold kigger forbi

Oldboys-landsholdet med de mange store navne fra 80’erne og 90’erne kommer på besøg fredag 6. august, hvor der forhåbentligt vil være åbnet mere op, så det er muligt at samle mange tilskuere på hjemmebanen i Store Heddinge.

I weekenden 13.-15. august er der indtil videre fastlagt SB-festdage med musik og kræmmermarked. Og så lægges der op til den helt store jubilæumsfest/bierfest 30. oktober.
erni

Skriv en kommentar