(Last Updated On: 21. juni 2019)

Det er bl.a. et sådant motorvognstog fra 1930’erne, som man kan få en tur i søndag den 30. juni. (Pressefoto)

Togskinner: Hvis man søndag den 30. juni ser et motorvognstog fra 1930’erne eller et disellokomotiv fra 1950’erne, så spar på vittigheder om at Østbanen er ligeså langsom som DSB, og omsider er toget, som skulle fragte oldemor fra Køge for at fejre Staunings fødselsdag, endelig nået frem.

140 års jernbaneklub

Der er nemlig fløjet afgang for masser af veterantog på Østbanen, som led i et landsdækkende kulturarrangement på skinner over hele landet, hvor alle landets klubber med veterantog og sporvogne er klar til at give passagererne en oplevelse i de historiske køretøjer.

Samme dag fejrer Østsjællandske Jernbaneklub Østbanens 140 års jubilæum, med kørsel både med motorvognstoget fra 1930’erne og Diesellokomotivet med stålvogne fra 1950’erne.

Gammel dansk håndværk

Den 30. juni kører toget fra Køge Station kl. 9:43 og sidste returtog fra Rødvig er kl. 15:10.

– Alle togene køres med danskbygget materiel, fra fabrikkerne Triangel i Odense, Frichs i Århus og Scandia i Randers, så der er alle muligheder for at se godt historisk dansk håndværk, oplyser formanden for Østsjællandske Jernbaneklub, Lars Jørgensen, som tilføjer:

– Personalet på togene er alle medlemmer af Østsjællandske Jernbaneklub, der arbejder frivilligt, så der kan blive et godt overskud til klubbens arbejde, forklarer han.

Et kig bag kulisserne

Prisen for at køre med veterantogene er for voksen 110 kr., barn 4-13 år koster 60 kr. Børn på tre år og derunder kører gratis med veterantogene.

Billetterne gælder hele dagen, så man kan stå på togene i det omfang man ønsker.

Lørdag den 29. juni er der mulighed for at komme ind på Østsjællandske Jernbaneklubs areal i Flemming Junckers Industripark. Her kan man se, hvor langt klubben er nået med at indrette sig. Entreen koster 25 kr., og der er åbent fra kl. 10-14.

Alle betalinger kan klares med kontanter eller MobilePay.
sky

Køreplan for veterantog den 30. juni

Ture med veterantogdiesellokomotivet LJ M 32 med to stålvogne

  • Toget kører fra Køge Station kl. 9:43, Vallø kl. 9:54, Hårlev kl. 10:06 og Karise kl. 10:19.
  • Toget ankommer til Faxe Ladeplads kl. 10:36.
  • Retur køres der fra Faxe Ladeplads kl. 11:16, Karise kl. 11:50, Hårlev kl. 12:16 og Vallø kl. 12:36 med ankomst til Køge kl. 12:49.

Motorvognstoget starter også på Køge Station og kører til Rødvig.

  • Her er afgang fra Køge kl. 10:39 og 13:39, Vallø kl. 10:49 og 13:49, Hårlev kl. 11:04 og 14:04, Store Heddinge kl. 11:20 og 14:20 med ankomst til Rødvig kl. 11:27 og 14:27.
  • Fra Rødvig køres der retur kl. 12:00 og 15:00, Store Heddinge kl. 12:10 og 15:10, Hårlev kl. 12:43 og 15:43, Vallø kl. 12:52 og 15:52 med ankomst til Køge kl. 13:03 og 16:03.

Skriv en kommentar