(Last Updated On: 16. juli 2019)

Søndag den 21. juli kører Østsjællandske Jernbaneklub igen veterantog på Østbanen mellem Køge og Rødvig

Når toget i adstadigt tempo kører gennem det smukke stevnske landskab, er der alle muligheder for at opleve det fra togets åbne endeperroner. (Foto: Østsjællandske Jernbaneklub)

Stevns: Østsjællandske Jernbaneklub fortsætter fejringen af Østbanenes 140 års jubilæum, denne gang med veterantog mellem Køge og Rødvig.

– Det bliver det gamle motorvognstog, der denne dag klarer kørslen. Den yngste enhed i toget er Triangelmotorvognen N.P.M.B. m7 bygget i 1932 til banen mellem Næstved og Præstø. De to andre enheder er bygget i henholdsvis 1924 og 1928, så det er en togstamme med mange år på bagen, man kan stifte bekendtskab med, oplyser Lars Jørgensen, der er formand for Østsjællandske Jernbaneklub.

Med på toget er klubbens handelsafdeling, der sælger varme og kolde drikke, lidt sødt samt jernbanesouvenirs.

Prisen for at køre med veterantogene er for en voksen 110 kroner, for et barn mellem 4 og 13 år 60 kroner mens børn på 3 år og derunder kører gratis med.

Der er billetsalg ombord på toget, og der kan betales med kontanter og Mobilepay på veterantoget.

Østsjællandske Jernbaneklub sætter en ære i at bevare danskbygget jernbanemateriel, og hele dagens overskud går til at holde de gamle tog kørende.

Turen gentages den 11. og 18. august 2019.

Afgangstider

Der er afgang fra:

  • Køge kl. 10.39 og 13.39
  • Vallø kl. 10.49 og 13.49
  • Hårlev kl. 11.04 og 14.04
  • Store Heddinge kl. 11.20 og 14.20
  • med ankomst til Rødvig kl. 11.27 og 14.27

Den anden vej kører toget på følgende tidspunkter:

  • Rødvig kl. 12.00 og 15.00
  • Store Heddinge kl. 12.10 og 15.10
  • Hårlev kl. 12.43 og 15.43
  • Vallø kl. 12.52 og 15.52
  • med ankomst til Køge kl. 13.03 og 16.03

Skriv en kommentar