(Last Updated On: 4. maj 2021)

Årets første kunstudstilling på Kulturloftet er en undersøgelse af kvinders eget syn på kvindelighed.

Store Heddinge: Efter den ufrivillige nedlukning på grund af Corona, ser Kulturloftet nu med stor glæde frem til at kunne præsentere første udstilling i 2021, hvor den unge foto- og videokunstner Rikke Aborg viser en række af sine værker.

Udstillingen åbnes lørdag den 8. maj kl. 11.00. Det bliver uden fernisering, men kunstneren vil være tilstede, oplyser Kulturloftet.

Rikke Aborg er 21 år gammel og går på FTP-uddannelsen (Film- og Tv-Produktionsuddannelsen).

Hun elsker at nørde redigering, kamerateknik og analoge fotoprocesser, og hun lader aldrig en teknisk udfordring
stå i vejen for udførelsen af en ide.

Udstillingen er bygget op af fotografier og et videointerview og har titlen ’Vi Begraver Afrodite.’

Hun var en gud. Symbolet på en kvinde. Smuk og æstetisk. Kærlig og omsorgsfuld. Bevidst om sin egen tiltrækningskraft og sensualitet. Hun var en gudeskikkelse.

Men Afrodite kan ikke mere. Hun er gammel. Hun er træt. Hun er døende, for hun ved ikke længer, hvad hendes kvindelighed er. Hun ved ikke om hendes kvindelighed har samme kraft som den havde en gang? Eller om den er vokset? Hun ved ikke om hendes kvindelighed er et våben eller et skjold. Hun ved ikke, om der længere er noget, der kan kaldes kvindelighed?

Udstillingen er en undersøgelse af kvinders eget syn på kvindelighed – fordele, ulemper, krydsfelter, udfordringer og tanker. Den undersøger det personlige syn på begrebet ‘kvindelighed’, men forsøger også at kigge på kvinden som begreb i relation til sig selv og sine omgivelser.

I udstillingen arbejdes der på at udforske og udfordre fotografiets begrebslige rammer både teknisk og tematisk. Her kan et brudstykke af virkeligheden forvrænges eller sættes under lup. 1/200 del af et sekund kan vare lige så lang tid og fylde det samme som 10 sekunder når det fastfryses på kameraets billedsensor, eviggøres og materialiseres i et print.

Vi, som beskuer, er nødsaget til at forholde os til fotografiet som ukendt land, hvor vores forståelse af lov og virkelighed ikke nødvendigvis er den samme som fotografiets. Ligeledes skal vi som beskuer undersøge og vurdere om Afrodite er tabt land. Skal hun begraves eller genoplives?

Se udstillingen i galleriet på 1. sal over Stevns bibliotek på Kirketorvet 2 i Store Heddinge. Den kan ses i bibliotekets åbningstid indtil den 5. juni 2021.

Husk mundbind og gyldigt Coronapas.

Skriv en kommentar