(Last Updated On: 31. januar 2017)

For nogen tid siden kunne man i Stevnsbladet se Anette Mortensen udråbe sig selv og Venstre som det grønneste parti på Stevns.

Jeg må på det kraftigste afvise denne påstand, da det simpelt hen ikke er sandt.

Venstre er ikke det grønneste parti og har aldrig været det og bliver det nok heller aldrig, med mindre I vælger at antage et helt andet verdenssyn.

Jeg ved godt, at Anette Mortensen henviser til, at Enhedslisten sammen med resten af flertalsgruppen på kommunalbestyrelsesmødet den 22. december stemte imod den foreslåede affaldsplan.

Det er ikke fordi, Enhedslisten er imod kildesortering og bæredygtighed. Tværtimod er det netop et af de områder, vi har et særligt fokus på. Derfor vil vi til hver en tid arbejde for, at vi på Stevns kommer op i gear og gør det, der skal til for at styrke miljøet.

Grunden til, at vi stemte imod affaldsplanen, som den var fremlagt, er ud fra ønsket om en bedre og mere ambitiøs affaldsplan.

Vi ved, det kan gøres bedre, for når vi ser, hvad man kan i andre kommuner, syntes vi faktisk, det var et sølle forslag, Plan- og Teknikudvalget havde stillet.

Tag for eksempel Fredericia, hvor man arbejder med en affaldsplan, der genanvender helt op til 80 procent af affaldet og kun lader 5 procent gå til deponi.

Det er den vej, Enhedslisten gerne vil, til glæde for miljøet.

Med venlig hilsen
Jan Jespersen
Medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten

 

Skriv en kommentar