(Last Updated On: 2. marts 2021)

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Henning Urban Dam skriver i Stevnsbladet den 17. februar, at han ikke forstår, at Stevns kommune i byretten tabte retssagen, der handlede om, hvorvidt kommunen må smide en handicappet borger ud af sit lejemål ved Strøbyhjemmet. Derfor vil Henning Urban Dam (S) fortsat arbejde videre med at få borgeren smidt ud af sin bolig. Men han kunne jo også indstille kampen mod den pågældende borger, hvilket ret beset vil være det rigtige at gøre.

Hos DF-Stevns bryder vi os ikke om den måde, som kommunen har behandlet borgeren på. Det er tankevækkende, at Urban dækker sig ind under, at han bare følger forvaltningens rådgivning. Hvad med hans egne holdninger og vurderinger? Er det ikke først og fremmest det, der tæller som politikere? Svaret burde give sig selv.

Vi fristes til at spørge: Hvad nu hvis flertallet i kommunalbestyrelsen havde fulgt deres partiers påståede holdninger til de mennesker, der har haft glæde af og har benyttet sig af Strøbyhjemmet og hvad nu hvis flertallet havde spurgt sig selv – og ikke forvaltningen – om det var rimeligt at presse en udsat handicappet borger væk fra sit lejemål? Ja, så havde situationen måske set helt anderledes ud.

Hos DF-Stevns har vi respekt for kommunens embedsfolk, men det er problematisk, hvis lokalpolitikerne glemmer deres egne værdier i processen, fordi så ender vi med at systemet kommer før borgerne. Det ser vi desværre med jævne mellemrum en række eksempler på. Politikere skal lytte til systemets vejledning, men det er ikke ensbetydende med at man altid skal følge systemets anbefalinger.

Rehne Høst Altenburg
Martin Henriksen
Begge kandidater til kommunalvalget for Dansk Folkeparti

Skriv en kommentar