(Last Updated On: 16. februar 2021)

Være sagt at her på hjemmet, er fysisk hjemme i eget hjem. Og når vi spiser godt, er det fordi vi har glæden af, at kunne handle ind på Stevns’ eneste selvstændige slagterbutik ”Klippinge-Slagteren”. En slagter, der laver alt selv, fra bunden, som kun en slagter kan. En slagter, hvis sortiment er stærkt vanedannende. Ja, vi stod i en lang kø udenfor, før vi kunne komme ind og afgive vores ønsker. Ingen ved, hvad en rigtig hakkebøf eller T-bone steak er, før man har rundet Bettina og Søren Hansen, der er indehaver af slagterbutikken i Klippinge. Og til venlig info, så laver Søren en rullepølse, der får tårerne frem, på det hjemmelavede rugbrød med fedt. Søren laver alt selv. Og vi glæder os til næste fredag, hvor han åbner igen.

Mindre kan naturligvis gøre det, og gør det. Mange af os, glæder os over at få den frisklavede varme mad hver dag. Om det er medister fra det lokale supermarked, eller fisk fra fiskehandleren John på Kystvejen. Og forgæves går vi heller ikke fra besøg hos Rema eller Netto på torvet i Strøby Egede, bageren eller pizzamanden samme sted. Vi spiser godt her.

Anderledes er det med de gamle, der bor på plejehjem, eller plejecentre som det hedder her i kommunen. På centrene får man ikke frisklavet mad, som vi andre. Eller som politikerne får. Nej, nej, nej. De gamle på plejehjemmene bliver fodret af med opvarmet mad. Hver eneste dag, året rundt.

Ikke fordi maden er fordærvet. Tværtimod. Det tåbelige ligger i, efter min mening, at Stevns Kommunes Madservice bruger mange gode kræfter på at lave god og sund mad til plejecentrene (plejehjemmene) og de hjemmeboende ældre, der ikke kan klare opgaven selv. En dejlig frisklavet mad, med gode råvarer. Der, når denne gode mad er lavet, bliver kølet ned. Efter to-tre dage eller måske flere, bliver den opvarmet til de ældre. De ældre, der hver dag drømmer om at få frisklavet mad lavet fra bunden, får i stedet opvarmet mad, hver dag.

Mener politikerne i Stevns Kommune, at det er det, de gamle fortjener, efter et langt og arbejdsomt liv? Næppe.

Det tror jeg, vi er flere, der vil følge op på i den kommende valgkamp og gerne vil høre mere om. Og vid, vi lader os ikke spise af med fed valgflæsk, persillesovs og en varm kartoffel, opvarmet med varm luft.

Bjarne Hilmersson
Strandmældevej 2
Strøby Egede

Skriv en kommentar