(Last Updated On: 2. maj 2014)

Stine-Lene-Hansen-2014
Sognepræst Stine Lene Hansen vil gerne høre fra familier med børn, der har lyst til ferie i Rørvig.

STEVNS: Hvert år har Strøby Kirkes Menighedspleje mulighed for at sende tre familier af sted på en uges sommerferie stort set kvit og frit. I år går ferien til Rørvig Feriecenter i uge 27, hvor familierne indkvarteres i hytter.
Kriteriet for at komme med på ferien sættes af Arbejdsmarkedets Feriefond og er indkomstafhængigt; det er kun familier på kontanthjælp eller med en indkomst svarende til kontanthjælp, der kan deltage. I 2013 må man have haft en personlig indtægt (uden AM bidrag), der ikke overstiger 167.424 kr. for enlige forsørgere og 334.848 kr. for gifte/samboende forsørgere. Folkepensionister eller studerende på SU kan ikke søge.

Hvor er I?
”Sidste år var grænsen på ca. 180.000 kr., så den nye indkomstsgrænse betyder, at jeg opfordrer  familier til at kontakte mig, så vi kan få nogle fra Stevns på ferie i uge 27”, siger Stine Lene Hansen og tilføjer:
”Vi har ikke selv mulighed for at finde familierne. Men vi ved, at der bor nogle her på Stevns, der opfylder betingelserne og dermed kan komme på en dejlig ferie sammen med deres børn. Så derfor håber jeg, at de kontakter mig på telefon 2979 5152 eller på mail slha@km.dk hurtigst muligt og inden den 15. maj.
”To frivillige – og fantastiske kvinder, Tania og Annie og deres børn, her fra Stevns, er med familierne på ferie. De har prøvet ferieturene før, så de er en slags rejseledere og giver en hånd med i ferieugen”, slutter Stine Lene Hansen, der glæder sig til at høre fra nogle stevnske familier hurtigst muligt.
cs

FAKTA

  • Folkekirkens Feriehjælp er et tilbud til Samvirkende Menighedsplejers medlemssogne om kvit og frit at sende nogle af sognenes vanskeligt stillede børnefamilier på en uges sommerferie i højsæsonen.
  • Strøby Kirkes Menighedspleje, Folkekirkens Feriehjælp og Arbejdsmarkedets Feriefond samarbejder om at sende et vist antal kvoter af sted. Til de tre familier på Stevns, der kan komme af sted, gives ca. 12.000 kr. til transport, sjov og ballade, samt 50 kr. pr. deltager til kost på dag, plus opholdet i hytte på feriecenteret.

Skriv en kommentar