(Last Updated On: 2. april 2020)

(Privatfoto)

Ved Bjarne Hansens død mistede vi ikke kun vores lærer, men også en mentor, som gav inspiration, hver gang vi var sammen.

Året er 1965. Et nyt skoleår begynder. Ny klasselærer.

Ved første ”morgenandagt” (morgensamling i sangsalen) fik alle udpeget deres nye klasselærer.

Inspektør Mogens Larsen sagde: 8. U – Bjarne Hansen.

Det lurede vi 14-årige teenagere noget på: Skulle vi have sådan en ”nyudklækket” lærer, der samtidig var københavner?

Første time startede, og vi var alle et stort spørgsmålstegn: Vi blev behandlet som ”mennesker”, af en person, der var på linie med os lige fra starten. Det var starten på to år, hvor Bjarne formede os til at komme videre efter 9. klasse.

Han fik altid tingene drejet, så de dels passede os, og dels at opgaverne gav ansvar.

Blot for at nævne en opgave: ’I dag får I en opgave i forbindelse med det kommende folketingsvalg. I skal holde en valgtale for et politisk parti. Så vi mødes igen om 2 timer.’

Shit, det gav ansvar, men det fik også de generte ud af busken ved at holde tale for os andre. Sådan fungerede vores klasse fint.

Et andet eksempel var lejrskolen til Jægerspris. Efter ankomst og indkvartering fik vi at vide, at vi var ansvarlige for, at alt blev klaret – hele ugen. Det var servering af mad, morgen, middag og aften. Det var rengøring. Samtidig var det absolut ikke ferie, der var opgaver hver dag. Typisk Bjarne, han pressede os, til at tage stilling – uden at vi opdagede det.

Erhvervspraktik havde man dengang. I 8. kl. 1 uge. I 9. kl. først en uge, og så 2 uger. Vi fik besøg af erhvervsvejleder flere gange. Jeg valgte min første praktik i Næstved. Tænk, Bjarne kørte mig derned, besøgte mig midt i ugen, og hentede mig hjem efter afslutning på ugen. Hvor mange lærere mon indlever sig sådan i dag.

Vores klasse, 9. U, der gik ud af skolen i 1967, har gennem mange år samledes for at grine af skoletiden, og Bodil og Bjarne sagde altid ”Ja tak” hvis de ikke var på ferie.

I starten mødtes vi hver 5. år. Så hver 3. år og siden 2008, hvert andet år. Som Bjarne sagde: ”Vi bli´r jo ældre, og skulle helst ses mange gange endnu”.

I 2019 fyldte Bjarne 80 år. Det havde vi glædet os til, men allerede dér, havde sygdommen fat. Jeg er så taknemmelig for, at jeg på klassens vegne fik lov til at komme på besøg – midt på sommeren. Der blev grint godt som sædvanlig, men dog med en alvorlig undertone.

Bodil, tak for alt hvad du og Bjarne har givet os gennem årene. Tak for de mange gange, vi har mødtes hos jer til et veldækket morgenbord, og senere var sammen på til mange gode frokoster rundt på Stevns. Det vil vi huske, med glæde.

Vore tanker går til dig, Bodil og jeres børn og børnebørn, i denne svære stund.

Ære være Bjarne Hansens minde.

Boestofteskolens 9. U / 1967
Per Widstrup

Skriv en kommentar