(Last Updated On: 10. april 2017)

Her kan virksomheder nu holde konferencer og møder iklædt Walk’n’Talk-konceptet. (Privatfoto)

Bøgeskoven: Nyt møder gammelt. Og det bedste af to verdener mødes. Det sker også i Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov.

Den næsten 150 år gammel restaurant skal nemlig danne rammer for et mødekoncept, der er begyndt at vokse i popularitet i Danmark.

Walk’n’Talk kaldes det. Apple-nørder kender det fra stifteren Steve Jobs visioner om, at folk mødes og skaber nye relationer, får nye ideer, hvis man er i kontakt med naturen.

Derfor dette tilbud til virksomheder, foreninger og organisationer.

Dialog og natur

Traktørparret, Pia og Claus Johansen, lancerer derfor en række mødepakker til organisationer og virksomheder der kan se mulighederne i at skabe dialog og resultater ved at låne lidt af naturens kraft.

– Erfaringer fortæller, at naturens kraft kan være med til at gøre os mere vågne, kreative og optimistiske, siger Claus Johansen, og uddyber:

– Vi bliver simpelthen mere beslutsomme og engagerede i den friske luft. Og det kan der være en meget målbar værdi i for virksomheder.

Naturvejleder tilknyttes

Til virksomheder der er interesserede i at udforske den omliggende natur, vil holdet på Traktørstedet arrangere en introduktion til naturvejleder med ekspertise i Stevns Klint, udpege ruter i skoven og langs stranden til Walk ’n’ Talks, samt udlåne fleecetæpper til møder på strand og græsplæne.

Pia og Claus har siden 2012 bestyret Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov, der er beliggende i vandkanten på Stevns’ Nordspids. I 2016 afsluttedes et større renovationsprojekt af stedets Pakhus.

Fra FN til egnsretter

Traktørstedets Claus Johansen har baggrund som eventmanager i New York. (Pressefoto)

Claus Johansen har en fortid som eventarrangør ved FN-missionen i New York og som tjener på det 5-stjernede Savoy Hotel i London. Hans bagage består derfor af et væld af erfaringer indenfor service og events. Efter 16 år i restaurationsbranchen, overtog han tøjlerne på Traktørsted på Stevns i foråret 2012.

Claus Johansen tror, at projektet er bæredygtigt:

– Vi kombinerer det praktiske, så som adgang til Wi-Fi og AV-udstyr, med nogle helt specielle rammer, og så serverer vi selvfølgelig nogle af regionens bedste danske retter, i forbindelse med arrangementerne, slutter han.

Konceptet holder

Fuglelivet giver sit besyv med, og bølgerne slår ind med stranden mens skibene sættes i søen.

Jo, man får helt lyst til en gåtur og lidt snak om fremtidsvisioner.
sky

 

Skriv en kommentar