(Last Updated On: 28. juli 2016)

30msb pWendyHver mandag og onsdag spreder Wendi glæde og smil hos beboerne på Hotherhaven og Egehaven plejecentre. Den orange bandana hun har om halsen viser, at Wendi er besøgshund i TrygFonden. (Privatfoto)

HÅRLEV: I Hårlev bor besøgshunden Wendi. Wendi er en tæve, hun er to år – og så er hun af racen rottweiler. Hun er blandt de første tre godkendte hunde af denne race som besøgshund i TrygFonden.

– Vi vil så gerne fortælle resten af Danmark, at rottweileren ikke er en farlig hund, som rygtet desværre fortæller. Med den rette træning og intentioner er rottweileren både en dejlig og hengiven race, siger Wendis stolte ejere, Mette og Thomas Culmsee.

De beskriver Wendi som en både glad, legesyg, blid og hengiven rottweiler.

– Hun kan sammen med andre hunde, katte, børn og voksne. Hun er meget kontaktsøgende, og alle hun møder falder omgående for hendes blide væsen. Wendi har fra hun var helt lille gået til lydighedstræning og kan også nogle små tricks.

»En rigtig hund«
Wendi besøger beboerne på Plejecenter Hotherhaven hver mandag og på Plejecenter Egehaven hver onsdag, og hun tager også på besøg i private hjem på Stevns og hilser på.

– Folk på landet er vant til store hunde, og mange af beboerne siger »nu kommer der en rigtig hund«, når vi kommer med Wendi, fortæller Thomas.

Som besøgshund har Wendi været gennem forskellige adfærdstests for at være sikker på, at hun reagerer hensigtsmæssigt, for eksempel i tilfælde af høje lyde, eller hvis man får taget lidt for hårdt fat i hende.

– Så snart vi træder indenfor på plejecenteret, er det som om, Wendi går i et helt andet mode. Hun bliver meget rolig, og hun er ekstra forsigtig, når beboerne giver hende godbidder, siger Thomas.
rmh

 

Skriv en kommentar