(Last Updated On: 30. august 2019)

For lang og tro tjeneste hos A.P. Møller Mærsk, hvor han var ansat i 48 år.

Til ære for fotografen tog Willy jakke og medalje på. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Tommestrup: Det er ikke hver dag, man bliver inviteret på frokost på femte etage i A.P. Møllers hovedkontor på Esplanaden i København.

Og anledningen er heller ikke noget, der er mange forundt, nemlig overrækkelsen af Den Kongelige Belønningsmedalje.

Men det er lige netop, hvad 67-årige Willy Sørensen fra Tommestrup oplevede forrige mandag den 26. august kl. 12.30.

Champagne, kongeligt porcelæn og fyldte chokolader

Efter indstilling fra sin tidligere direktør, Claus Hemmingsen, der var vicedirektør i den gamle danske rederi-, handels- og industrikoncern frem til marts i år, modtog Willy Sørensen den særlige medalje ved en storslået frokost for 12 personer, der udover Willy, hans kone og bror, også bestod af otte tidligere kolleger samt Claus Hemmingsen.

Bordet var smukt dækket med kongeligt porcelæn, og ved ankomst blev gæsterne budt på et glas champagne. Den velsmagende og flot anrettede mad kom fra A.P. Møller-Mærsks kursuscenter Rolighed ved Skodsborg; forretten var marineret torsk med rødbeder og æggeblommer, mens hovedretten bestod af helleflynder med såvel blancherede som sprøde kartofler – og sort sovs (vist nok af blæksprutte) samt hvidløgssauce.

– Og til sidst blev der serveret kaffe med de lækreste hjemmelavede fyldte chokolader i forskellige farver og lyserøde macaroons, flot anrettet på et opsat fad, fortæller Willys kone, Susanne begejstret.

Maskinmester til søs

Kun 18 år gammel fik Willy – der dengang boede hos forældrene på Hærvejen 41 lidt uden for Tommestrup og arbejdede som arbejdsdreng på garveriet på Højerupvej – via A. P. Møller ansættelse som maskinmesteraspirant på Lindø Værftet. Det var i 1970, og læretiden strakte sig over de to følgende år efterfulgt af et år på søen. Det blev adgangsgivende til at læse videre på Maskinmesterskolen på Jagtvej på Østerbro i København, hvor Willy tre år senere kunne kalde sig Udvidet Maskinmester.

Færdiguddannet i januar 1976 var Willy de følgende år ude at sejle, først som tredje-, siden som anden- og førstemester og endelig som maskinchef på de store Mærsk containerskibe – med enkelte afbræk med kontorjobs på Esplanaden.

Esplanaden og Singapore

De mange års ansættelse hos A.P. Møller har også budt på en udstationering til Singapore, hvor Willy fra januar 1991 og godt to år frem var inspektør i den lille østat syd for Malaysia.

Retur til det kolde nord i 1993 fortsatte Willy som inspektør, først for containerskibe, siden for gasskibe, med skiftende arbejdspladser på Esplanaden, Christianshavn, Lyngby, Midtermolen, og ringen blev sluttet på Esplanaden, hvor Willy havde sidste arbejdsdag ved udgangen af februar i år.

Mange gode minder

Egentlig ville Willy gerne have forsat frem til sit 50. jubilæum, men en tarmkræftsygdom, der nu har bredt sig til leveren, har gjort, at Willy ikke længere har kræfterne til at passe et job.

– Siden 2015 har vi kun haft ét gasskib tilbage, og det blev solgt til det franske selskab Total den 1. januar 2019. Jeg nåede at være med til at lukke forretningen ned, så det var en god måde at slutte på, siger Willy.

Og med det flotte punktum, der blev sat forrige mandag, er det en både glad og stolt Willy, der kan se tilbage på et lang arbejdsliv med mange gode minder.

– Det har været et spændende arbejde, med masser af ansvar, hvis man ville, og så har vi altid haft et godt teamwork, fortæller Willy.

God kollega

Ved medaljeoverrækkelsen fremhævede Claus Hemmingsen netop Willy for sit gode kollegaskab.

– På Lindø Værftet blev der altid sagt ’vi’, og det har jeg taget med mig. Det hedder ’vi’, ikke ’jeg’, understreger Willy.

Også Willys positive indstilling til, hvad udfordringer, der nu meldte sig, blev nævnt af hans tidligere direktør, og Willy kan fortælle om flere telefonopkald, der har krævet lidt ekstra.

– Jeg husker engang i 2006, hvor jeg blev ringet op midt om natten. Det drejede sig om et skib, der var kollideret ved Venezuela. Jeg ringede efter Toms Taxa og kørte afsted kl. 3.30. Det tog lidt tid at få styr på tingene, og jeg var første hjemme igen en måned senere, husker Willy.

Bryllup med afbrydelser

At jobbet aldrig har været et almindeligt 8-16 arbejde, har Susanne også altid været klar over. Hun husker især deres bryllup den 14. juli 2001:

– Vi var lige kommet hjem fra kirken, med 80 gæster i huset og haven. I køkkenet var der travlt med madlavningen, og musikerne havde lige sendt afbud. Så ringede telefonen, og jeg tog den. Det var en af Willys kolleger, som meget gerne ville tale med Willy om skibet Hans Mærsk, der havde motorproblemer. Jeg fortalte ham, at vi var lige midt i vores bryllup, men han insisterede på at få lov at tale med Willy – og han ønskede ikke engang tillykke med brylluppet, fortæller Susanne og griner.

Willy blev hentet ind til telefonen og kunne henvise til en kollega.

Og brylluppet endte med at blive en rigtig dejlig dag for både brudeparret og de mange gæster. Musikken kom der også styr på.
rmh

Den Kongelige Belønningsmedalje

Den Kongelige Belønningsmedalje blev indstiftet af Kong Christian 9. den 4. september 1865, og medaljen kunne tildeles af Kongen uden forudgående indstilling fra noget ministerium.

  • Medaljen tildeles blandt andet privat ansatte for lang og tro tjeneste – hvilket for tiden er:
  • Ansættelse hos samme private arbejdsgiver i 50 år eller, alternativt, mindst 40 års tro tjeneste, hvis ansættelsesforholdet er ophørt.

Kilde: kongehuset.dk

Skriv en kommentar